Kaffehuset

Kaffeehaus, som slet ikke minder om den klassiske florentinske stil, blev bygget, da Firenze kom under Lorraine efter Medici-æraens afslutning. Det var i anden halvdel af det 18. århundrede, og med de nye herskere kom der en anden smag, mere "europæisk". Storhertug Peter Leopold, som var meget opmærksom på disse forandringer, ønskede et sted at slappe af, væk fra hoffet, men stadig inden for havens raffinerede rammer.

Han valgte et roligt hjørne og beordrede opførelsen af en lille bygning, der skulle være elegant, men ikke alt for prangende. Arkitekten Giuseppe Ruggieri designede en ottekantet bygning med lette dekorationer og den grønne kuppel, som stadig gør den umiskendelig i dag. Det hele blev udtænkt til en simpel aktivitet: at sætte sig ned og nyde en kaffe, en nyhed for den tid. Denne typiske mørke drik blev ikke indtaget i barer, men på udvalgte steder blandt udvalgte gæster, og derfor var pavillonen ikke åben for alle, men forbeholdt medlemmer af hoffet eller særlige gæster.

Selve navnet, Kaffehuser en direkte reference til wienske kaffehuse, kultur- og samtalecentre, som var meget populære i det habsburgske rige. At introducere dette koncept i Firenze var en nyhed, endda lidt dristigt, i betragtning af byens nøgterne og formelle stil.

I dag serverer pavillonen selvfølgelig ikke længere kaffe. Men den står der stadig, perfekt integreret i landskabet, og giver et andet perspektiv på Firenze og en fornemmelse af at befinde sig i en anden tid.

Bygningens placering er ikke tilfældig. Den ligger på et hævet punkt i haven med en bred og imponerende udsigt over byen. Den ottekantede form, den grønne kobberkuppel og de lette udvendige dekorationer adskiller den straks fra de andre bygninger i parken. Loggiaerne og de buede vinduer lader naturligt lys trænge ind og giver rummet en følelse af åbenhed og lethed. Interiøret har bevaret nogle dekorative spor fra dengang, men i dag er det primært den historiske og landskabelige værdi, der gør den interessant.

Vejen dertil går let op ad bakke, men der er mange muligheder for at stoppe op: skyggefulde bænke, små springvand og statuer midt i det grønne. Set i den bredere sammenhæng af Boboli-haverneKaffeehaus repræsenterer faktisk en bygning, der fortæller om et overgangsøjeblik, hvor Firenze, samtidig med at den bevarede sin kunstneriske identitet, begyndte at blive påvirket af ideer og stilarter udefra. På den måde er Kaffeehaus ikke havens centrum, men det er et af dens mest fascinerende hjørner. Et sted, der indbyder til pause, kontemplation og - i det mindste med fantasi - en slurk kaffe, mens man nyder tidens gang.