ATTRAKTIONER

De, der besøger Firenze, stopper ofte ved Palazzo Pitti, men det er ikke alle, der fortsætter ud over paladset. Og det er en skam, for der ligger Boboli-haven, et af de mest fascinerende historiske steder i Italien, et sted, der ikke bare skal besøges, men gennemkrydses og opdages skridt for skridt. Det er ikke en simpel park ... men en historie i sten, grønt og vand, som får det til at føles som at gå gennem siderne i en fortælling, der strækker sig over århundreder.

Så snart man kommer ind, skaber de brede alléer, hækkene og statuerne, der er placeret med omtanke og en vis smag, som næsten kan beskrives som "teatralsk", en vedvarende følelse af overraskelse. Nogle hjørner synes at være designet specielt til at forbløffe dem, der ankommer uden at vide noget om det.

Blandt de mange ting, der er at se, er der mindst fem, der fortjener en ægte pause, ikke bare et distraheret blik. Og det er værd at tage sig tid til at observere dem i ro og mag.

Neptunfontænen er strategisk placeret i krydset mellem de vigtigste veje. Hvis du kommer fra Palazzo Pitti og går op ad den første del af haven, vil du støde på dette store bassin med en fremtrædende figur i midten: Neptun, havets gud, skabt af den italienske billedhugger Stoldo Lorenzi i det 16. århundrede. Det er en høj, stærk statue med et strengt udtryk, der er der for at "dominere" snarere end blot at dekorere.

Omkring ham bevæger havdyrene sig, og vandet falder blidt ned i bassinet nedenunder. Når solen står højt, skaber refleksionen i springvandet lysspil på stenvæggene. Det er et hjørne, som indbyder til en pause, for mange sætter sig på trappen eller tager billeder. Men der er også dem, der bliver i stilhed og lytter til lyden af vandet, som om det fortæller en historie.

Buontalenti-grotten ligger næsten ved indgangen, ved siden af en af de sekundære udgange fra Palazzo Pitti, og er kendetegnet ved en mærkelig, næsten organisk arkitektur med falske stalaktitter, udskårne dyr, der ser ud til at være "kommet ud af en drøm", og ejendommelige søjler, der ser ud til at smelte.

Indenfor er der tre rum, det ene mere overraskende end det andet. I det første rum er der kopier af Michelangelos Fanger placeret i udsmykkede nicher, mens væggene er udsmykket med sten, skaller og plantemotiver. Man føler, at man er i en rigtig grotte, men det er ikke ægte natur, men konstrueret til at se sådan ud med et visuelt og mentalt trick. Bernardo Buontalenti, som designede den, var en alsidig kunstner, og her kan man se hele hans genialitet.

Ridderhaven har i modsætning til andre områder en mere rolig atmosfære og repræsenterer et af de bedste udsigtspunkter i hele haven. Herfra kan man se både Firenze og de omkringliggende bakker. Man når den via en lidt skjult trappe, der fører til en terrasse.

Selve haven er lille, men velholdt, med blomsterbede designet i enkle geometrier og en balkon, hvor mere opmærksomme besøgende til tider stopper op. I en af bygningerne med udsigt over haven ligger også Porcelænsmuseet, som er et besøg værd, hvis man har lidt ekstra tid.

Viottolone er en bred, lige allé med høje cypresser, der skaber en tunneleffekt, især i de timer, hvor solen står lavt. Når man går igennem den, får man fornemmelsen af at befinde sig i en ceremoniel passage, og før i tiden blev den da også brugt til processioner og hoffester.

For enden af alléen, lidt hævet, står Statue of Abundance. Figuren er imponerende og holder et overflødighedshorn, hvorfra der vælter frugter ud, som symboliserer frugtbarhed og rigdom. Det er en statue, der ser ud til at våge over haven fra oven, som om den vogter den. Billedhuggeren Giambologna påbegyndte den, men den blev færdiggjort af en anden fremragende billedhugger, Pietro Tacca.

Kaffeehaus er en af havens mest besynderlige overraskelser. Bygningen har en stil, der minder om Wien, med sin løgkuppel og lette dekorationer. Den blev bygget i det 18. århundrede, da kaffe var en eksotisk og fascinerende nyhed, og her trak hoffet sig tilbage for at nyde den i fred.

I dag er Kaffeehaus ikke altid åbent indenfor, men den udendørs terrasse er stadig et af de bedste steder at tage en pause. Derfra strækker udsigten sig over byen og bakkerne. Det er det perfekte sted at hvile sig, måske efter at have gået i en time ad stier og stigninger.

I bund og grund er Boboli-haven med alle dens mikrostrukturer ikke et sted, man skal besøge i en fart. Det er tilrådeligt at afsætte mindst to timer, måske tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen, og at medbringe en flaske vand, behagelige sko og et ønske om at fare vild ... For i Boboli går man, ja, men man drømmer også lidt.