Boboli-haverne

Boboli-haven er sammen med mange andre monumenter i Firenze et af de "mest ekstraordinære" værker i byen. Udefra virker den næsten skjult, gemt bag Palazzo Pitti, som om den kun ønsker at blive opdaget af dem, der er villige til at opsøge den. Men når man kommer indenfor, indser man straks, at det er stort, elegant og fuld af historier! Vi taler ikke bare om en have; den ser ud til at tale, selv om den er tavs.

Når du går gennem porten, forsvinder byens støj, og det grønne tager over. Vejene åbner sig forude som invitationer til en afslappet slentretur. Dette er ikke et sted, man skal skynde sig igennem, men nyde skridt for skridt.

Men dette lille skovområde har en ganske interessant historie. I midten af 1500-tallet købte Cosimo I de' Medici og hans kone Eleonora di Toledo Palazzo Pitti, og hun, som elskede naturen og rolige steder, ønskede sig en stor have, hvor hun kunne gå tur. Det var der, Boboli blev født.

Det første projekt blev overdraget til Niccolò Tribolo, den samme arkitekt, som allerede havde arbejdet på haven til Villa Castello, og efter hans død fortsatte andre arkitekter, herunder Ammannati og Buontalenti, arbejdet. I årenes løb blev haven udvidet mere og mere og fik en næsten teatralsk karakter. Den var ikke kun et sted for fritid, men også et redskab til politisk repræsentation.

Det, der slår en med det samme, er rummenes indretning: Alt er på sin plads, men ikke på en rigid måde. Man får en fornemmelse af, at alt er designet til at blive set og beundret, og selv de brede, lige veje ser ud til at lede blikket mere end fødderne.

Noget af det første, man møder, er amfiteatret, et naturligt bassin, som blev brugt til forestillinger. I midten står en egyptisk obelisk, en ægte obelisk, som blev bragt hertil fra Medici-villaen i Rom. Højere oppe kan du se Neptun-fontænen, hvor havguden tårner sig op over et bassin. De lokale kalder det også "gaflen" på grund af treforken.

Et af de mest fascinerende stop er Grotta Grande, som er skabt af Bernardo Buontalenti på venstre side af haven, ikke langt fra Vasari-korridoren. Udefra ser det ud som en simpel dekorativ grotte, men når man kommer ind, ændrer alt sig: Interiøret er dekoreret med falske stalaktitter, fresker og skulpturer. Det føles som et sted, der er taget direkte ud af et eventyr eller en bizar drøm, og det er et af de få steder, hvor man stadig kan indånde senrenæssancens excentricitet.

På vej mod syd krydser du Viottolone, en lang allé med høje cypresser og gamle statuer, som giver en mærkelig følelse af ro, mens du går. For enden af alléen ligger havets fontæne omgivet af andre bassiner og skulpturer. Her åbner haven sig og forvandler sig og afslører det toscanske landskab i det fjerne.

Højere oppe finder man Ridderhaven, som man kommer op til via en trappe. Deroppe er der en terrasse med en fantastisk udsigt og en lille bygning, som i dag huser Porcelænsmuseet.

Et andet interessant sted er Kaffeehaus, som blev bygget i det 18. århundrede, da kaffetrenden bredte sig over hele Europa. Bygningen er rund med store vinduer og en panoramaterrasse. Det er ikke altid åbent for adgang, men bare det at se det udefra er interessant.

Ikke langt derfra ligger Limonaia, hvor store citruspotter blev opbevaret i de kolde måneder; mange af disse potter er stadig synlige i dag, omhyggeligt arrangeret.

Boboli-haven er åben næsten hver dag, bortset fra årets første og sidste dag. Åbningstiderne varierer med årstiderne, så det er altid bedst at tjekke, før du tager af sted. Hovedindgangen er fra Palazzo Pitti, men der er også sekundære indgange, som f.eks. den fra Via Romana.

Billetten kan købes alene eller i kombination med andre attraktioner i Palazzo Pitti-komplekset. Om sommeren anbefales det at gå tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen for at undgå varmen. Det er vigtigt med behagelige sko, for der er mange stigninger, trapper og grusstier.

At besøge Boboli er lidt som at træde ind i et parallelt Firenze, der består af stilhed, gammel skønhed og detaljer, som man ikke finder andre steder. Her har man ikke travlt ... Man observerer, går langsomt og lytter til lyden af bladene, vandet og fjerne fodtrin.

Hver årstid giver haven et nyt ansigt. Om foråret er den en eksplosion af grønt; om sommeren giver den dyrebar skygge; om efteråret skifter den til gule og kobberfarvede nuancer; om vinteren er den uden blade, "nøgen" i overført betydning, men lige så fascinerende som altid.

De, der ønsker at opleve en mere stille og kontemplativ side af Firenze, kan ikke undgå at tilføje Boboli til deres liste over steder, de skal se.